SCHOU

BYGGER STORT, FREMTIDSSIKRET LOGISTIKCENTER TIL VÆKST

Logistikanalyse fører til markant ændring af logistikstrategien hos Schou Company, en af Danmarks største nonfood leverandører. Et nyt logistikcenter på 100.000 m² skal sikre fremtidens vækst og endnu bedre lønsomhed.



Schou Company konsoliderer sin logistik i et nyt center i Kolding, der skal stå færdigt i 2023.

En grundig logistikanalyse af forretningen viste, at vækst og Schous konkurrenceevne nu og i fremtiden krævede en kursændring. Der var muligheder for at opnå optimeringer i de eksisterende rammer, men en fremtidssikret løsning er at bygge et nyt stort logistikcenter, hvor flere aktiviteter kan samles. Med moderne håndtering, en strømlining af sortimentet og en effektiv supply chain vil Schou årligt forbedre driften med et pænt millionbeløb og samtidig håndtere den forventede årlige vækst.

Samtidig viste analysen, at trekantområdet er et godt tyngdepunkt for distribution til Schous kunder.

I 2019 stod vi i et logistikstrategisk vadested og søgte rådgivning, siger Rune Skou Raun, Supply Chain Director i Schou Company og fortsætter:

-Alle i vores netværk sagde, at Langebæk har både de strategiske og operationelle kompetencer til at løse den opgave, vi stod med. Først med analyser og dernæst med implementering af strategien.

Langebæk startede i 2019 med at analysere Schous forretning med udgangspunkt i de to danske logistikcentre. Analysen viste bestyrelsen, at det var interessant at gå et spadestik dybere, og Langebæk blev bedt om at arbejde videre med nogle flere muligheder. I slutningen af 2019 havde bestyrelsen fået den afgørende indsigt om, at fremtidens vækst og lønsomhed var bedst sikret ved at opføre et helt nyt logistikcenter i Kolding.



Samler flere lokationer i et

Dermed samles logistikken fra flere lagre i det nye set-up.

Schou er således i gang med at opføre i alt 100.000 etagemeter logistikcenter, hvoraf 5.500 kvadratmeter er et fuldautomatisk højlager med 42 meter i højden og 40.000 pallepladser, hvilket er koblet sammen med et optimeret kampagneområde. Resten af logistikcentret bliver et manuelt lager med 15 meter i højden og ca. 85.000 pallepladser. I alt ca. 125.000 pallepladser.  Med en højde på 42 meter bliver højlageret meget synligt fra motorvejen og vil give Schou en god eksponering.

I 2023 vil der dagligt køre omkring 3.400 paller ind og ud af Schou’s logistikcenter ud til deres kunder.

Schou planlægger imidlertid at udleje en del af pladsen i starten. Det nye logistikcenter er bygget til vækst, og Schou skal ikke bruge det hele til en begyndelse.

Langebæk er desuden hentet ind som rådgiver og projektleder på valg af og opbygningen af den interne logistik i både det fuldautomatiske højlager og det manuelle lager. Selve højlageret og automatikken opføres af SSI Schäfer og det manuelle lager opføres af Daugaard Petersen. Byggerådgiver er AK83.

Optimeret til Schous behov

-Schou får et logistikcenter, der er bygget til deres behov, og som er optimeret til at håndtere den fortsatte vækst og stigende kompleksitet i logistikken, siger John Carstens, partner hos Langebæk. Han fortsætter:

-Det har været og er et godt projekt med et åbent samarbejde, hvor vi fik skabt et godt beslutningsgrundlag. Data er vigtige i moderne logistik, ikke mindst at få de rigtige data, og det lykkedes.

-Vi har også haft fordel af, at vi har kunnet trække på en kæmpe viden fra tilsvarende projekter i Norden. Schou får lidt større kørselsomkostninger, men fordelene ved at samle logistikken et sted og de rationaliseringer, der følger, mere end opvejer dette. Logistikstrategisk er det således et godt valg.

Flere konsulenter hos Langebæk har over tid været knyttet til projektet.

-Langebæk har kunden i centrum, siger Rune Skou Raun og fortsætter:

-Vi oplevede, at de påtager sig rollen med projektstyring og opfølgning på emnerne. Og i kraft af deres størrelse har de specialister inden for de forskellige discipliner, som de inddrog i processen. Det giver tryghed.

-Det er meget positivt, at de undervejs i processen har været så forandringsparate. Vi skiftede retning i projektet, og opgaven ændrede sig, og de har haft jahatten på hele vejen og taget fat.

En af de mere afgørende dele af Langebæks logistikanalyse var at få forskellige scenarier beregnet og arbejde med at fremskrive udviklingen inden for de enkelte varenumre. Over fire år er forventningen en vækst på 22 procent i omsætning, men 37 procent i volumen. Volumenvarer som havemøbler vokser mere end håndværktøj. Det ændrer omkostningsbilledet men også behovet for lagerplads.

For at kunne gennemføre de nødvendige dataanalyser igennem projektet og dermed blive i stand til at analysere og skabe grundlaget for at træffe de rette beslutninger, blev der arbejdet intenst på at skabe og validere et godt datagrundlag.

-Det var en vigtig proces at blive enige om, hvordan virkeligheden tager sig ud. Det tog nogle måneder, men jo bedre data, desto bedre resultat, og vi har fået skabt et datagrundlag og en datatilgængelighed, som vil hjælpe os i fremtiden, siger Rune Skou Raun.

Schou flytter i 2023 ind i det nye logistikcenter i Kolding.

linkedin