Saint Gobain Distribution Denmark

Ingen genveje til succes med lagerautomatisering


Saint Gobain Distribution Denmark (SGDD) med kæderne Brødrene Dahl og Optimera har indført automatiseret kasselagerløsning på centrallageret. Effekten er en markant optimering af cirka 70 % af vareflowet og 65 % af aktiviteten samt op til en tidobling af plukeffektivitet. En af præmisserne for succesen er at starte rigtigt: styr på stamdata, grundprocesser og egne behov før design af løsning.



Februar 2015: Der er ingen vej udenom. Skal man implementere effektfulde lagerautomatiseringsløsninger, skal projektet bygges op fra grunden af og i den rette rækkefølge ”Der er ingen smutveje til succes med lagerautomatisering. Springer du faser over i projektforløbet, er der dømt masser af problemer senere hen”, fortæller Lasse Halliday, som er logistikudviklingschef for SGDD.

Han tilføjer: ”Det er afgørende, at man sætter sig ned og analyserer egne data, processer og behov, før man indhenter tilbud fra leverandører. Det er lige så afgørende, at man bygger projektet op i den rigtige rækkefølge, hvor fundamentet er stamdatakvalitet og egne standardiserede processer. Begynder man for eksempel at tage udgangspunkt i leverandørens forkromede standardløsning og indretter sine grundprocesser efter den, så er man efter min overbevisning på vildveje”.

Stamdata er fundamentet
Han lægger stor vægt på de logistiske stamdata. Det er de færreste virksomheder, der, når det kommer til stykket, har godt styr på, hvad alle deres varer vejer og måler. Det havde SGDD heller ikke. De gennemførte derfor et fire måneder langt delprojekt før automatiseringsprojektet, hvor de hyrede en gruppe unge mennesker, der fik til opgave simpelthen at måle og veje en stor gruppe varer, så kvaliteten af logistikstamdataene kom på plads. Samtidig indførte indkøbsafdelingen nye rutiner for registrering af stamdata på nye varer, så der er styr på stamdataene fra dag ét.



Jagten på endnu bedre logistik
I Brødrene Dahl og Optimera er der behov for hele tiden at være bedst og billigst i kampen om kunderne. Her spiller logistikken en kritisk rolle. ”Vores lager og distribution er løbende blevet effektiviseret de sidste mange år, men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vi skal hele tiden holde os oppe på tæerne, og næste naturlige effektiviseringsskridt var at optimere vareflowet på vores centrallager i Randers”, fortæller Lasse Halliday.

Den indledende analyse pegede på, at et smådelslager kunne optimere cirka 70 procent af varenumrene, cirka 50 procent af ordrelinierne og cirka 10 procent af volumen. Det var derfor det tiltag, som ville skabe den største effekt. Han tog dernæst kontakt til en række ekspertrådgivere, der kunne hjælpe med at styre det sikkert i mål. ”Vi havde ingen interne erfaringer med at etablere et automatisk kasselager, det var derfor vigtigt for os at få ekstern ekspertbistand. Valget af rådgiver faldt på Langebæk Logistik, fordi de har stor erfaring med at rådgive om denne slags projekter”, fortæller Lasse Halliday.

Det er vores projekt
Projektet har groft sagt bestået af fem faser: Analyse, udbud, kontrakter, implementering og test. VVS-grossisten fik stor hjælp af Langebæk Logistik til analysefasen, kontraktfasen og testfasen, en del hjælp til udbudsfasen, og lidt til implementeringen. ”Vi har også fået god bistand fra advokater, byggesagkyndige og løsningsleverandøren Knapp. Men vi har helt bevidst organiseret os sådan, at vi altid selv har været dybt engageret i alle dele af projektet. Vi har lagt vægt på at tage ejerskab for projektet og opbygning af den nødvendige viden, der skal til for, at vi på sigt gør os uafhængige af eksterne parter. Det mener vi er vigtigt. Man kan købe sig til kvalificeret rådgivning, men man kan ikke købe sig til reel problemløsning”, fortæller Lasse Halliday.

I den interne organisering har Brødrene Dahl haft repræsentanter med i alle dimensioner af projektet, så rådgivernes rolle netop har været rådgivning og ikke konsulenter, der har udført arbejdet på egen hånd. Det gælder alt fra overordnet projektledelse, analyser og forretningsplan til udbudsmateriale, kontrakter, testforløb etc.

Usædvanlig smertefrit
”Der har løbende været udfordringer, men det er kendetegnende for projektet, at de alle er blevet løst i god mindelighed. De fleste problemer er løst på stedet ved, at de forskellige parter har snakket konstruktivt sammen og fundet en fornuftig løsning uden, at der var behov for at trække problemerne op i projektledelsen og styregruppen”, fortæller Lasse Halliday.

Lars Bek Jensen fra Langebæk Logistik supplerer: ”Det måske mest bemærkelsesværdige for dette projekt er, at det har kørt usædvanligt smertefrit, og alle parter har taget ansvar for hele tiden at finde løsninger”.



20.000 varenumre er i drift
Implementeringen af den shuttle-baserede kasseløsning fra Knapp er sket gradvist over cirka seks måneder, hvor lagermedarbejdere har flyttet et antal varer om natten, så driften ikke er blevet påvirket. ”Driften af den nye løsning kører i dag glimrende. Shuttle-løsningen fungerer også som et slags buffer-lager for udlastningen indtil, forsendelsen er klar med en lastbil, der kan aftage de pakkede kasser, som bliver palleteret af en robot. Det betyder, at vi kan undvære et traditionelt udlastningsområde med conveyors og rullebaner samt et hårdt arbejdsmiljø, hvor medarbejdere skal løfte kasser fra cirka en meters højde over på paller. Shuttle-løsningen leverer også pallerne efter ruter og ruterækkefølge, så flowet bliver så effektivt som muligt. Begge dele er en stor fordel for os”, fortæller han.

Fakta om Saint Gobain Distribution Denmark
Brødrene Dahl og Optimera indgår sammen med Heradan og Øland i Saint-Gobain koncernen, som har rødder helt tilbage til 1665 og er en af Europas største virksomheder inden for fremstilling og distribution af bygematerialer, sanitet, varme og VVS. Saint-Gobain designer, producerer samt distribuerer byggematerialer og leverer innovative løsninger, som opfylder den stigende efterspørgsel på energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

Kort om Brødrene Dahl
Brødrene Dahl er Danmarks største VVS-grossist. Virksomheden er specialiseret i produkter og rådgivning inden for VVS, vand & afløb, værktøj, rør & ventiler samt klimaløsninger. Brødrene Dahl er kompetenceleverandør og har 52 butikker spredt over hele landet.

Kort om Optimera
Optimera er en professionel byggecenterkæde med 18 centre i Danmark og et center på Grønland samt et online byggecenter med landsdækkende levering. Virksomheden har stærke kompetencer inden for træ og har blandt andet leveret træ til Operaen og Skuespilhuset. Optimeras kunder er primært professionelle håndværkere og selvbyggere.

  • Samlet omsætning i Danmark 2011: Ca. 4,3 milliarder kroner
  • 52 Brødrene Dahl-butikker over hele landet
  • 19 Optimera-butikker
  • 2 klimacentre i Horsens og Næstved
  • Centrallager i Randers
  • 1.100 medarbejdere
  • Ca. 38.000 lagerførte varer
  • Ca. 1.500 leverandører
  • Flere end 10.000 kunder
  • bd.dk og optimera.dk e-handelsplatforme
linkedin